Af Anne-Sofie Thiel
Appen COronaVIDen vil indsamle og analysere sundhedsdata for at forstå ændrede adfærd og smittespredning i forbindelse med coronavirussen. Viden fra projektet skal støtte praktiserende læger, men også børnefamilierne, i at bekæmpe fremtidige virusspredninger.
Coronavirussen har ramt danskere hårdt. De fleste familier har kæmpet en hård kamp for at få familieliv, arbejde, økonomi og sundheden til at hænge sammen. Særligt coronanedlukningen i marts 2020 har sat mange spor rundt i de danske hjem.
Over hele verdenen bliver der arbejdet på livet løs for at udvikle den rette vaccine eller behandling. Hos forskningsprojektet CoronaLytics i Aarhus er der også fokus på at udvikle ny viden om corona. Det gør projektet via den nye app, COronaVIDen, som indsamler aktivitetsdata og sygdomsforløb fra smartphones i kombination med supplerende spørgsmål fra appen.
Formålet med de indsamlede sundhedsdata er at blive klogere på borgernes ændrede livsmønstre, smittens udvikling og hvordan virussen har påvirket familiers hverdag. Carsten Obel, som er projektansvarlig for forskningsprojektet og professor på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, uddyber:
”Vi vil gerne se, om der er nogle diskrete tegn på Corona, inden folk ved, om de har virussen. Der kan vores 24/7 data, der for eksempel omfatter måling af vores puls og et spørgeskema, gøre os klogere på, hvordan vi kan håndtere fremtidige udbrud”.
I tæt samarbejde med borgere
For at få en dybere indsigt i hvordan Coronavirussen udvikler sig og påvirker den enkelte person og familie, er brugerinddragelse centralt for CoronaLytics. Trine Rolighed Thomsen, som er sektionsleder og en del af forskningsprojektet, udtaler:
”Vi vil gerne have mere data fra borgerne, så det er muligt at finde nogle sammenhænge. Alt den data skal gerne gøre os klogere – både i forhold til flere corona-tilfælde, men også andre epidemier, som kan komme fremover”.
Undervejs i forskningsprojektet har forskere og udviklere været i tæt dialog med tidligere coronasmittede for at få afklaret, hvad borgerne efterspørger af viden og støtte i forbindelse med et smitteforløb. Tidligere coronasmittede har også kunne hjælpe med at udvikle funktioner i COronaVIDen appen.
Et tæt samarbejde med borgere er derfor helt essentielt for forskningsprojektet CoronaLytics, og forventningen er også, at viden fra projektet og appen i fremtiden vil kunne støtte dialogen mellem familier og deres praktiserende læger.
Og endnu bedre, så forventes det også, at den nye viden fra projektet kan gøre os langt klogere på den virus, som lige nu præger hele verdenen.