Dagens mediebommert – Nye Borgerliges forfejlede Muhammed-annoncer

Billede af Bruno Bucar (unsplash.com)

Af Peter Marstal

I går opgav Nye Borgerlige at bringe annoncer med tegninger af profeten Muhammed. Partiet havde allerede indsamlet 300.000 kroner fra private donorer, og Weekendavisen samt Berlingske havde meldt sig parate til at bringe annoncerne. Den 29. oktober i år lavede Pernille Vermund et opslag på sin Facebook-side, hvor hun skrev: ”I samarbejde med Charlie Hebdo vil vi indrykke netop de tegninger af Muhammed, som Samuel Paty brugte i undervisningen, i de danske aviser”, og ”Det er tegninger, som tidligere er udgivet af det franske satiremagasin Charlie Hebdo (…)”. Samuel Paty var en fransk lærer, som sidste måned fik skåret halsen over på åben gade, efter han bragte tegninger af Muhammed i sin undervisning. 

Dagens bommert består i, at Charlie Hebdo slet ikke har givet Nye Borgerlige tilladelse til at bruge tegningerne, som satire-magasinet har ophavsrettighederne til. Charlie Hebdos pr-bureau har i en mail til Ekstra Bladet skrevet: ”Efter konsultation med tegnerne har Charlie Hebdo ikke lavet en sådan aftale med dette politiske parti, som de ikke deler nogen som helst synspunkter med”. Ordlyden fra Pernille Vermunds Facebook-opslag indikerer ellers, at en form for aftale var indgået mellem Nye Borgerlige og Charlie Hebdo. Spørgsmålet er derfor, om der er tale om et mediestunt, eller blot lemfældig udførelse af en reel kampagne fra Nye Borgerliges side.

En kommentar til “Dagens mediebommert – Nye Borgerliges forfejlede Muhammed-annoncer

Der er lukket for kommentarer.