Af Mark Sigetty Bøje, fælles redaktør, webmediet Notifikation
Om os: Nyt nichemedie om Midtjylland, medier og teknologi skal kaste nyt lys på livet i Danmarks næststørste region.
I en travl hverdag og et mættet mediebillede kan det være svært at sortere og prioritere, hvilke nyheder der er værd at fordybe sig i, og hvilke historier der er relevante for lige netop dig.
På webmediet Notifikation tilbyder vi en konstruktiv granskning af de væsentligste og aktuelle nyheder inden for medier- og teknologi. Historierne er relevante for den almindelige dansker, men er i særdeleshed målrettet familier og personer med børn i Midtjylland. Notifikation er din daglige update med både længere, udforskende og kritiske nyheder, og kort, hurtig og let anvendelig information, som kan give dig et hurtigt overblik i en travl hverdag.
Der bor 1.326.340 indbyggere i Region Midtjylland, der samtidig er landets arealmæssigt største. Det er derfor på høje tid, at Midtjylland får et medie, der er dedikeret til at følge livets gang i området.
Notifikation giver læserne levende debat og overblik gennem vores tre sektioner ”Det aktuelle” – med de væsentligste og aktuelle medie- og teknologinyheder, “Familie” – med fokus på nyheder om medier og teknologi der er væsentlige for børnefamilier og sektionen ”Tech” – hvor du, som navnet antyder, kan finde nyheder om apps og den nyeste teknologi generelt. På vores forside kan du hele tiden finde de mest aktuelle nyheder fra de forskellige sektioner – hvoraf de fleste vil kunne afspilles som lyd. Udover dette udgiver vi hver dag et afsnit af vores podcast ”Hjernefamilien”, der sætter fokus på teknologien og hvordan den påvirker og spiller sammen med den almindelige midtjyske familie. Notikfikation går i luften mandag d. 2. november 2020 på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.