Af Amalie Søndergaard
PLING! “Din Snapstreak med Sofie udløber om 2 timer!”
Det er det gule, kvadratiske Snapchat-app-ikon, der kalder. Notifikationer som denne opfordrer og lokker dit barn til at klikke ind på appen, knipse og sende et billede afsted til ‘Sofie’ – alt sammen for at opretholde dén Snapstreak, appen advarer om, at de er ved at miste.
Snapstreak dækker over, at to personer har sendt såkaldte snaps (billeder) til hinanden inden for 24 timer, mere end tre dage i træk. For hver dag de fortsætter med at sende billeder, stiger tallet for streaks – og jo højere tal, jo bedre.
“Tiden er kommet til, at vi bakker det op med lovgivning, så der er sikkerhed bygget ind i produkterne fra begyndelsen.”
Karina Lorentzen Dehnhardt
Frygten for at streaken forsvinder, får børn og unge til at tjekke og bruge appen dagligt, og det er elementer som disse, Socialistisk Folkeparti (SF), nu vil have fjernet fra apps, der har børn som målgruppe.
På fredag fremsætter partiet et beslutningsforslag i Folketinget om en lov, der skal lægge grundstenene til, at børn kan få en sundere og mere sikker adfærd på sociale medier.
Det er en ny rapport fra Børns Vilkår, der bekymrer SF, fortæller retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt. I beslutningsforslaget foreslår partiet, at man ved lov skal stille produktkrav til de it-produkter, der har børn som målgruppe. Også skjult reklame og børns afgivelse af data skal væk fra sociale medier. Hvordan det helt praktisk skal foregå, skal en arbejdsgruppe bruge det næste år på at finde ud af, hvis forslaget tages op.
“Nogle af de apps og medier, børn bruger, har elementer, som får børnene til at bruge ekstra meget tid eller penge,” siger Karina Lorentzen Dehnhardt.
“Det er elementer, som er afhængighedsskabende og får børnene til at hænge på, mere end hvad godt er, og mere end de måske oprindeligt selv har lyst til. Vi kan se, at børnene bliver påvirkede og så optagede, at de er villige til at overlade deres konti og passwords til deres kammerater for fx at opretholde streaks. Det er noget, der bekymrer os,” fortæller Karina Lorentzen Dehnhardt.
Forældre har også et ansvar
Karina Lorentzen Dehnhardt erkender, at man ikke kan løse problemerne med afhængighed og afgivelse af data alene med lovgivning.
“Forældre har også et ansvar,” siger hun.
Karina Lorentzen Dehnhardt har forståelse for, at nogle forældre har svært ved at følge med i børnenes sociale medier og spil. Og med at holde øje med, hvad deres børn foretager sig foran iPaden.
Forslaget skal derfor også ses som en hjælpende hånd til forældrene.
“Tiden er kommet til, at vi bakker det op med lovgivning, så der er sikkerhed bygget ind i produkterne fra begyndelsen. Vi kan ikke eliminere alle farer i hele verden, men vi kan i hvert fald gøre noget for at mindske det. Det vigtige er, at vi finder ud af, hvad der er muligt. Og så sørge for, at vi får lovgivning ud af det, som rent faktisk øger beskyttelsen af børn, når de er på nettet,” siger Karina Lorentzen Dehnhardt.