iPad’en er børnenes ekstra lille legekammerat

Af Anne-Sofie Thiel og Julie Dolleris.

Børn bliver i dag født ind i en digital tidsalder, og flere forholder sig kritiske over for de digitale platforme. Der er dog også flere positive sider af sagen, viser forskningen. Børnehaver og vuggestuer bruger de digitale medier aktivt både i lege og andre aktiviteter.

‘Moar, hvor er iPad?’

Selv helt ned i vuggestuealderen kender børn til de digitale medier, og især iPad’en hitter. iPad’en er den digitale teknologi, som er både mest udbredt og mest foretrukket blandt børn, viser en rapport fra Medierådet for Børn og Unge fra 2016. 

I Midtjylland har hele 96 % af husstandene også adgang til internet og en computer. Der er derfor ikke tvivl om, at de digitale teknologier er en del af børnenes hverdag. Men hvordan forholder daginstitutionerne sig til de digitale platforme?

iPad’en kan aktivere børnene 

Hos Børnehuset Kølvrå i Karup bliver de digitale medier brugt som et værktøj i det pædagogiske arbejde med børnene. Børnehuset Kølvrå er en institution for børn mellem 0-6 år, og iPad’en bruges her i flere henseender. Blandt andet bruger børnehavebørnene iPad’en til at høre lydbøger og til at tage forskellige efterårsbilleder til deres forældre. Og i vuggestuen bliver tabletten brugt til at høre musik, når børnene skal sove. 

Børnene i Børnehuset Kølvrå bruger altså de digitale medier aktivt med kroppen. Ifølge Susanne Franz Jensen, leder af Børnehuset Kølvrå, er det bevidst, for børnene skal ikke bruge iPad’en til spil, når de befinder sig blandt deres venner i børnehaven. Brugen af digitale medier er også tænkt ind i Børnehuset Kølvrås læreplanstema – netop fordi Susanne Franz Jensen mener, at medierne ikke nødvendigvis skal ses som noget negativt: “iPad’en stimulerer fortsat, når børn sidder med den. Det er ikke en nedregulering, fordi børnene bruger det aktivt”.

Digital viden er vigtig

I børnehaverne er både personale og børn positivt stemt overfor de sociale medier. Det viser en rapport fra Børns Vilkår fra 2019, der undersøger digitale medier i børnehaven. Hele 83% af personalet i undersøgelsen mener, at børnene bør have digitale kompetencer, inden de starter i skole. Og børnene er også klar på den udfordring. 86% af personalet vurderer nemlig, at børnehavebørnene i nogen eller høj grad er interesseret i de nye spændende teknologier. 

Foto fra www.canva.com

De glade røster over for de digitale platforme begynder at spire både i børnehaverne og i forskellige forskningsprojekter. Et forskningsprojekt fra 2017 samarbejdede med en vuggestue i Vejle, hvor én af konklusionerne var, at digitale teknologier sagtens kan fungere på samme niveau som andre materialer i institutionen. Der er altså ikke nødvendigvis grund til at slå alarm, bare fordi børnehaver eller vuggestuer inkluderer digitale medier i legen. Forskningsprojektet fra 2017 viste i hvert fald, at iPads ikke er lig med stillesiddende og passive børn. Den nye teknologi er mere en hjælpsom lille guide til legen. 

De digitale platforme kan altså blive børnenes ekstra lille legekammerat, og netop derfor forklarer Susanne Franz Jensen, at der har været behov for at få en mediepædagog tilknyttet Børnehuset Kølvrå: “Vi har en mediepædagog, som før corona var på kurser jævnligt i Viborg Kommune, fordi det er en prioritet at få det tænkt ind i børnenes hverdag.”

En kommentar til “iPad’en er børnenes ekstra lille legekammerat

  1. Relevant artikel og god kilde. Artiklen ville få mere liv af reportage fra den pågældende børnehave og I kan også overveje en opfølger-artikel på det hed med mediepædagog. Er det en fremherskende tendens nu – hvor mange findes der af dem? Hvor bliver de ansat? Hvad laver de?

Der er lukket for kommentarer.