Det er ikke kun teknologi, det er også ideologi, der gør VAR så forhadt

Video Assistant Referee eller VAR, som det kaldes i folkemunde, er den evige prygelknabe i fodboldens verden. Langt hen ad vejen er det en diskussion om, hvorvidt VAR er til gavn for sporten, eller om den ødelægger den. Et spørgsmål om, hvorvidt den hjælper dommeren eller tager magten fra ham. Men specielt på ét punkt handler diskussionen om VAR faktisk ikke kun om VAR. Nemlig når det kommer til offside.

Af: Alex Munk Hjort

VAR er naturligvis ikke uskyldig, da teknologiens overdrevede detaljefokus har resulteret i en voldsom stigning i offsidekald. Dertil kommer de mange tvivlsomme kameravinkler, der tages i brug, når VAR-dommerne tegner ”lige” streger på et skævt billede. Men summen af debatten handler om offsidereglen. Og når det er tilfældet, bliver det automatisk en diskussion af fodboldideologier.

Fodboldideologi handler om måden, man spiller sporten på. For nogle er det et godt defensivt, robust udgangspunkt, der definerer flot fodbold. For andre er det offensiv, sprudlende fodbold med masser af mål, der er fodboldens symfoni. Og det er i netop denne distinktion, at vi finder dilemmaet ved offsidereglen.

I sin nuværende form er det nok at have en knæskal på den forkerte side af linjen for at blive dømt offside. På papiret er det en rigtig kendelse, men i praksis kan det være en håbløs vurdering. Fordi offside vil sige, at spilleren i den ulovlige position drager en klar fordel af at være foran sin modspiller, så er det naturligt at spørge, om det ér en klar fordel, at ens knæskal, næsetip eller armhule er offside. Det er her, at fodboldideologierne kommer på banen.

På nuværende tidspunkt favoriserer VAR forsvarsspillerne. Det betyder færre mål. De fine fejlmarginer gør, at der oftere vil blive dømt offside i situationer, der kunne have resulteret i mål. Fortalerne for offensiv, målrig fodbold er naturligvis ikke tilfredse med denne forfatning og kommer nu til genmæle.

FIFA’s chef for global fodboldudvikling, Arsène Wenger, er blandt dem, der advokerer for en ændring af den meget konservative offsideregel. Franskmanden har en fortid som manager i engelsk fodbold, hvor han blev symbolet for offensiv fodbold for Londonklubben Arsenal. Han har stablet et forslag på benene, der vil flippe fordelen til angriberen frem for forsvareren og derigennem diktere et mere målrigt og underholdende spil. Forslaget har fået bred opbakning i FIFA og blandt andet fra den tidligere topdommer Pierluigi Collina, der af mange betegnes som fodboldhistoriens bedste dommer.

”Der er plads til at ændre i reglen, så dommeren ikke længere kan sige, at en del af spillerens næse er offside,” sagde Arène Wenger til Laureus Sports Awards.

Det vil sige, at størstedelen af en angribers krop gerne må være offside, så længe mindst en kropsdel, som angriberen må score med, er på linje med den bagerste forsvarsspiller. Franskmandens forslag er naturligvis også blevet mødt af en del kritik, fordi regelændringen ikke vil løse problemet, men blot flytte dem et andet sted hen. I sidste ende kan der være en markedsmæssig tanke bag ændringsforslaget. Flere mål betyder større seværdighed, og flere seere betyder flere penge. Ergo er det en fordel for FIFA, hvis en kamp ender 4-3 og ikke 1-0.

Arsène Wengers foreslåede regelændring vil blive diskuteret yderligere i det nye år. Ændringen vil tidligst kunne træde i kraft til næste sæson, altså fra august 2021, og derfor efter Europamesterskabet, der blandt andet kommer forbi Danmark.